Han var ikke en hvem som helst
et dollargrin blæst op plakatformat på postbox
knivskarpt skåret, men som årene var gået
var håret falmet under farven altså
han var gået bag om dansen...

Alt kan skjules når nøglen til låsen
ligger i lommen på den, der styrer spilledåsen
tåberne dåner så længe truet er fyldt,
men de trækker stikket når de opdager det meste er fyld.
Du deler dullendælme ik’ gåsen med nogen
et privilegium gives sjældent tilbage,
men holdes fast med næb og klør,
men du klør ik‘ længere på - ingenting at forstå
udtømt, opbrugt, ideforladt, fladt!
Kladtet bli’r ens ry med snotten i sky
og skyklapper - magter ik‘ at lig det fra mig
og takke af. Vil gi’ hvad som helst for en ekstra dag
lover bod og bedring jeg gi‘r jer hvad i vil ha’!
Alt hvad det koster så længe det ik‘ koster min plads
i solen, mine gruppies, båden på molen,
stolen bag bordet hvor jeg har fødderne op,
spillejob til voicepop, radiosendetid 16-18,
klubben om natten så snacken vil med mig hjem.
Engang var jeg noget nu jeg kun.
Alt hvad jeg ejer, om jeg vil gi det fra mig?
Never! Alt skal være som det plejer
- alt skal være som det plejer...

Jeg orker det ik’.
De kan rende mig.
De fatter ik‘ en skid.

Ingen af dem kan,
så lad det brænde op.
De ligger fortjent.

Jeg orker det ik’,
de kan rend‘ mig.
De fatter ik en skid!

Han var født til det, født ind i nøden til det
- svøbt ved dåben i kjolen kronet søn af solen
på femte sal uden trapper
magt forpagtet i en paragraf - den blå taburet.
Men grebet er aldrig strammer’ end folket det magter
og hvis du slækker, så går de med dig.
Når rummet bliver for stort så forbander du tiden.
Rummet blev for småt, han har jamret lige siden
for han længes efter dagene, hvor tiden var to,
hvor han ejede den ene, og blot lod den anden gå,
for hver gang du ta‘r et skridt så skylles det væk,
og falder du til sidst er det - badet i blitz.
For brand i gaden slukker plapren under maden
sjovt som snakken blev hvisken bedst som alle vidst’ det.
Jeg startede som ingen og endte som ingen anden
jo mørkere det bli‘r jo mer’ gør det ondt i tanden.
Aner hvisken fra døren og trin på trappen
med kontrakten underskrævet gudsbenådet - bestået.
Jeg sidder på Hong Kong med mit sidste sug,
jeg sidder på tronen, sidder der endnu...